BESTIL INDEN KL. 13.00 - SÅ SENDER VI DIN ORDRE I DAG (HVERDAGE)

BESTIL INDEN KL. 13.00 - SÅ SENDER VI DIN ORDRE I DAG (HVERDAGE)

Tel.: 7050 5900
Man - Fre
08:30-15:30

VEDLIGEHOLDELSE AF DIT OUTWELL CAMPINGUDSTYR

Når campingsæsonen slutter, er det tid til den årlige vedligeholdelse af campingudstyret. Korrekt vedligeholdelse af dit campingudstyr er afgørende for, at det holder længe og fungerer optimalt.

Her finder du vores bedste tips til vedligeholdelse af dit campingudstyr.

Nedpakning

Når du tager teltet ned og pakker det, skal du huske, hvordan det var pakket, da du åbnede det første gang. Det vil hjælpe dig med at placere og pakke alt korrekt og mest effektivt. Se vores videovejledning

VIGTIGT – Et telt skal være helt tørt, når det pakkes ned, og alle potentielle fugtkilder skal være fjernet. Dette gælder også fugt fra insekter, der er blevet pakket sammen med teltet! Der kan også være fugt i bardunerne, hvis de ikke er blevet lufttørret udstrakt.

Rengøring

Før man pakker sit telt eller andet campingudstyr væk, er det vigtigt at gøre det rent. Ikke kun, for at det skal se pænt ud og være klar til næste sæson, men også for at undgå skader som mug og skimmel.

1. Fjern snavs fra teltet med kost og fejebakke
2. Fjern pletter. Brug om nødvendigt en blød svamp og rent vand.
3. Lad teltet lufttørre, til det er helt tørt

BEMÆRK! Vask aldrig teltet i vaskemaskinen, og få det aldrig kemisk renset. 

RENGØRING

Se vores bedste tips om, hvordan man holder sit telt og campingudstyr rent.

Læs mere

Vedligeholdelse

Vi anbefaler, at man kontrollerer og sætter sit telt i stand en gang om året. Dette omfatter kontrol af sømme, oversejl, stænger, bund og pløkker. 

Ultraviolette stråler (UV) beskadiger et polyestertelt, hvis det udsættes for direkte sollys i længere tid. Vores eksklusive Outtex® oversejl, der anvendes på alle Outwell telte, forlænger teltets levetid. 

Tapen på sømmene kan dog begynde at gå af efter lang tids eksponering for solen. Hvis det sker, kan teltet repareres ved at fjerne den løse tape og tætne sømmene igen med en seam sealer og imprægneringsspray. 

Selvom vi har anvendt en speciel vandtæt tråd til alle sømme, anbefaler vi, at man bruger en seam sealer eller en imprægneringsspray med jævne mellemrum på alle sømme omkring lynlåse og bøjler. Disse sømme er nogle af teltets svage punkter, da materialet omkring dem kan sidde meget stramt.
Vi anbefaler, at alle metalstænger smøres let med en syrefri olie efter brug. Se en detaljeret vejledning i vedligeholdelse af stænger herunder.

Teltbunde

Selvom bunden slides mindre, hvis man anvender et teltunderlag, vil den blive slidt med tiden. Faktisk er et vandtæt underlag under en beskadiget bund nok den bedste/nemmeste/billigste måde at stoppe indtrængning af vand. Nogle campister køber materiale til teltbunde og syr en helt ny bund i teltet ved at bruge den eksisterende bund som mønster.

Når belægningen bliver slidt, siver der vand igennem stoffet under tryk. Dette kan forhindres i en kort periode ved at påføre ydersiden adskillige lag god imprægnering som f.eks. vores Outwell imprægnering eller produkter fra Nikwax, Storm og Granger’s (Fabsil) efter rengøring og reparation af mindre huller.

Man skal være opmærksom på, at disse behandlinger kun kan modstå gennemtrængning af vand. Vand kan stadig blive presset gennem stoffet. Gentagne påføringer hjælper med til at fylde de bittesmå huller mellem fibrene, så denne risiko reduceres. – Især hvis den vandtætte behandling indeholder voks. Men hvis stoffets oprindelige belægning er meget ødelagt, kan man overveje at bruge en voks (der svarer til Fjällrävens og Barbours produkter) på teltets yderside for at fylde hullerne i vævningen. Man kan selv lave denne voks ved at bruge en blanding af bivoks og sprit, hvilket er billigere. Opskrifterne kan findes på Google.

Andre løsninger, som vi har hørt om, men ikke afprøvet, er at sprøjte et meget tyndt lag akrylmaling på ydersiden eller påstryge en silikonefugemasse, der er fortyndet med mineralsk terpentin. Før man forsøger dette, er det en god idé at afprøve det på gammelt stof for at sikre, at det fungerer uden at beskadige stoffet. Vær opmærksom på, at det kan give pletter.

OPBEVARING AF CAMPINGUDSTYR

Ti gode tips til opbevaring af telte og campingudstyr. 

Læs mere

Stænger

Vi anbefaler, at alle metalstænger smøres let med en syrefri olie efter brug. Silikonebaseret møbelpolitur er et godt valg, både efter brug og før stængerne lægges væk i længere tid.
Oxidering har altid været et problem, og man har forsøgt at mindske virkningen på utallige måder som f.eks. ved galvanisering og anodisering. Selv rustfrit stål og aluminium vil efterhånden korrodere og få korrosionshuller, hvis den beskyttende passiveringsfilm ødelægges ved brug. (Dette er den spontane dannelse af en ultratynd film af korrosionsprodukter på metallets overflade, der fungerer som en barriere mod yderligere oxidering.

Du vil sikkert blive overrasket over, hvor voldsomt aluminium kan brænde, hvis filmen forsvinder. Det ses ved brande i ældre campingvogne!)

Som enhver sømand eller ejer af en gammel Land Rover kan fortælle, ødelægger den galvaniske proces desuden metallerne. Den opstår, når to forskellige metaller som stål og aluminium kommer i kontakt med hinanden på steder, hvor der er en elektrolyt til stede såsom saltvand (selv regn i vandpytter indeholder salte). Ioner overføres til det mest modstandsdygtige materiale, hvilket medfører, at det andet metal korroderer.

 

Man kan bruge så mange penge, man vil, på forebyggelse af korrosion, men årtiers erfaring har vist, at grundig vedligeholdelse er den eneste omkostningseffektive måde at mindske problemet på. Selvom syrefri olie hjælper, har den sine begrænsninger, som mange campister nævner her. Det hjælper med regelmæssig aftørring med alt, der kan danne en vandskyende film mellem metallet og fugten – f.eks. en klud med WD-40. 

Den metode, vi har valgt, og som længe har været anbefalet af medlemmer af The Camping and Caravanning Club, er løbende aftørring af stængerne med et silikonebaseret smøremiddel, som danner en tør, vandtæt film mellem metallet og fugten. En af vores medarbejdere bruger et smøremiddel beregnet til vandsportsgrene, da det er det, han har stående. Men et meget billigere alternativ er at bruge møbelpolitur. En yderligere fordel ved at anvende denne slags silikoneprodukter er, at stængerne ser ud til at glide nemmere gennem stangkanalerne ...

Vær især opmærksom på samlinger, herunder fjedre, som forbinder metal, og eventuelle ferruler/spyd. Tør overskydende materiale væk, og lad udstyret tørre før opbevaring. 

Alle former for campingudstyr betragtes som vores værktøj, derfor fortjener det at blive vedligeholdt regelmæssigt. Vi håber, dette vil hjælpe dig, og vi fortsætter med at udbygge denne del med flere vejledninger og tekniske artikler. 

VEDLIGEHOLDELSE AF VENTILER

Vi vejleder dig i, hvordan du kan passe godt på ventilerne i luftmadrasser og lufttelte.

Læs mere